Da vi vågnede på campingpladsen Morefield på Mesa Verde var der igen enkelte hjorte ude, denne gang noget større. Vi spiste morgenmad inde i camperen for det var køligt udenfor.
Vi kørte op i parken for at se nærmere på det den er kendt for, nemlig alle indianer ruinerne.
På vejen derop, så vi nogle heste og spurgte på museet om der var vilde heste. Rangeren rømmede sig lidt og sagde det var et lidt ømtåleligt emne for det er der ikke, men det er heste er der stukket af fra de nærliggende Ute Indianer Reservater, fordi de ikke bliver passet ordentligt. De flygter op på Mesa Verde hvor de spiser noget af den mad som de vilde dyr skulle leve af.
Vi startede inde på museet, da vi skulle købe billetter til nogle af ruinerne for at komme ned og se dem. Herinde blev børnene udstyrret med nogle opgaver i et hæfte man skulle lave og gik man op i det og fik dem rigtige for sin aldersgruppe, kunne man blive Junior Ranger.
De gik både på museet og udenfor vældig op i sagen, her er de ved at krydse de ting af de lige har set på vejen ned mod Spruce Tree House Ruinerne, en tur man selv kunne gå fra museet. Man kan se overlooket af ruinerne ovenfor.
Gåturen derned var ad en cementeret sti.
Indianerne har alle boet oppe på plateauet og levet som bønder i huse gennem ihvertfald 700år. Så i år 1200 er der sket noget, der gjorde at alle flyttede fra plateauet og et niveau ned i disse minibyer bygget ind i fordybninger i klippen, alcoverne.
Her har de boet gennem 100 år, før de i år 1300 alle er flyttet væk fra området og spredt sig til det omkring liggende landskab i Utah, Arizona og New Mexico.
Dette er en kiva. På indianernes tid var den helt rund da cirklen i jorden symboliserede moder jord. De brugte dem til ritualer, men boede også i dem om vinteren, da det var varmere under jorden.
Jacob på vej op ad en kiva. Der var oftest flat tag på, indgang som her og en udluftningskanal så røgen fra bålet kunne komme ud. De moderne Pueblo indianer bruger udelukkende kivaen til rituelle handlinger.
Her er Iben og Jacob ved at male majs til mel. Indianerne blev ikke ret høje kvinderne ca. 156 cm, mændene ca. 165 cm. De blev heller ikke ret gamle kvinderne ca. 25-30 år mændene ca. 30-35 år.
Kvinderne led af sliggigt i knæ, hænder og ryg og mange havde kompressions fracturer i øvre rygsølje efter at have båret vandet i potter på hovedet.
Her er vi på vej for at se nærmere på ruinerne på billedet ovenover som hedder Cliff Palace. Det var dette vi skulle købe billetter. De andre ruiner, Balcony House, krævede også billetter, men her var stigerne så stejle og lange at det ikke helt var for Alma.
Rangeren fortæller om livet i samfundene, det gjorde han i rigtig lang tid og mange gange om det samme, så ungerne blev en lille smule utålmodige.
Vandet har de fået fra en meget nærliggende kilde, da det er løbet gennem klippen og udsprunget som en kilde indenfor "byen". Helt øverst i en revne kan man se hvor de har haft der foråd af majs. Mens de havde masser af majs, kom de vilde kalkuner for at spise lidt af dette og vupti, så var aftensmaden lige indenfor rækkevidde. da de løb tør for majs muligvis pga. vejret, så forsvandt fuglene og kalkunerne og dermed også eksistensgrundlaget for indianerne. Det er ihvertfald en teori om hvorfor de flyttede.
En spurgte om de sanitære forhold og det er bare foregået ud over klippen!
Dette sted var ca. 100 værelser inden bag ved, så der har boet rigtig mange mennesker. Rangeren sagde 5000, men dt kunne godt have været på plateauet.
Endnu en snak om kiva. Indianerne blev begravet med ryggen op og hænder og fødder nærmest i fosterstilling, med alle deres ejendele i midten, for at symbolisere at cirklen er sluttet.
Så er vi på vej tilbage, vi kunne godt have brugt at se nærmere på husene og så lidt mindre snak!
Vi skulle op ad fire stiger som disse og det klarede Alma bare uden problemer.
Ungerne var inden dette besøg blevet svoret ind som Junior Rangere, fået stempel, badge og "hånden op som sig efter mig" ceremoni, meget officielt.....og synes alligevel det var lidt sejt. På den korte gåtur ud til disse ruiner, ville Jacob dog gerne have sit badge af, han ville ikke være på arbejde mere, han havde brug for en pause. Han havde jo svoret han ville passe på national parken, altid blive på stierne og samle affald op hvis han ser det. De havde også svoret de ville gå på bibliotekter, lane en bog om dyr eller planter og læse den. Det synes Iben var lidt nederen, hun ville hellere låne en anden!
Amerikanske børn fik hun til af sværge at de ville ligge computerspil og ligende fra sig og komme ud og lege......vi matte dog skuffe med af danske børn havde samme tendenser.
Så fik vi set de sidste ruiner. Super interessant, men nu glæder nogen i familien sig til vi ikke skal se på sten lige foreløbigt:)!!
Vi kørte til Durango, en gammel western by, hvor Lars har gået et halvt år i skole. Det var ved at være sent og desværre havde turist informationen lige lukket. Ungerne legede i parkens legeplads og det kunne de såmænd have været forsat med. Der var ved at være småkrise.....men tilsidst endte vi på en KOA campingplads og kom i seng..
Fantastisk natur i oplever!! Ligger nationalparkerne som perler på en snor eller er der i virkeligheden meget langt mellem dem?
SvarSletIndianerruinerne ser ud som et rigtig spændende sted - og flot.
Vi kom til at snakke om, at indianerne har boet i disse huse samtidig med at Inkaerne herskede over en stor del af Sydamerika.
Fortsat god tur. Vi nyder virkelig at se jeres billeder!
Hilsner fra februarvej 44