Almindelig morgenhygge......bemærk tyggegummi maskinen(lyserød) i forgrunden, en af mange ting som vi skal forsøge at have med i bagagen?!
Vi kørte mod Glacier National Park og gjorde holdt ved denne butik hvor vi fik en burger......grillet ud af vinduet på en Weber gasgrill. Vi er kommet til Huckleberry staten, så alt kan fås med blåbær.
Jacob posserer med nogle af dem som også er efter blåbær.
Selvfølgelig også Hanna Montana!
Vi kørte ind i parken, men fik afvide at vejen gennem parken er lukket for vejarbejde så vi kan kun køre 16 miles op. Iøvrigt kunne vi ikke komme igennem going-to-the sun- road med vores bil, de må ikke være længere end max 20 fod. Det havde vi ikke været opmærksomme på. Sæsonen starter også rigtig først 1. juli, der ville vi kunne tage en shuttlebus. Reminder til self!!
Vi var inde og presse pennies til samlingen, som vi deværre er kommet lidt sent igang med at lave.
Ved indgangen fik vi også foldere om bjørnene om hvad man skal gøre hvis man hhv. møder en sort bjørn eller grizzly bjørn og forskellen mellem de to. I butikken synes de bestemt også man skal overveje en bjørnespray hvis man skal ud og gå..........ikke noget problem for de lokale for de har jo deres skydere.
Udsigten ved Lake McDonald. De fleste af glacierne er stadig dækket af sne fra vinteren, så vi kom lige ca. 6 uger for tidligt. Men det er stadig ufatteligt smukt.
Vandet er fuldstændigt krystal klart og man kunne se bunden langt ud på søen.
Vi er blevet glade for selvudløser funktionen på kameraet........så endnu et familie billed!!
Iben, Jacob og Alma fandt mange flotte sten i vandkanten.
Vi kørte op i parken og kom forbi McDonalds Falls. Der er mange Irere der slog sig ned i Montana.
Her i foråret løber der helt ufatteligt meget vand igennem vandfaldene. Det går bare så hurtigt.
Vandet var helt turkis blat.
Alma ville ikke med ud og gå..........hun ville gerne hvis hun kunne blive båret, så vi blev tilbage.
Skyerne lå lavt og dækkede bjergtoppene, indimellem kom et enkelt dryp.
Glacier har været National Pak siden 1910 og på den canadiske side hvor den hedder Waterton siden 1895. I 1932 lagde man de to parker sammen.
Landskabet har altid været helligt for Blackfeet, Salish og Kootenai indianerne.
Jacob og Pia ved endnu et smukt vandfald.
Der var flere advarselsskilte oppe om ikke at klatre på stenene. Den hyppigste dødsårsag i parken er drukning.
Jacob og Jesper nyder udsigten.
Som far så søn.
Vi kunne ikke komme længere end Avalanche Creek, så matte vi vende bilen.
Floden der munder ud i søen.
Vi skulle over en lille bro........og klarede det begge veje!
Træerne vokser tæt i parken ( og faktisk mange steder i Montana) og al den snak om bjørne sammen med den meget tætte skov gjorde vores lyst til at gå de lange ture meget lille. Om aftenenen hvor Jesper og børnene var i hottub snakkede de dog med en som var vant til at komme i parken som sagde man ikke skulle være bange, specielt ikke i den nederste del af parken, da det kun er de små bjørne der kommer der.
Vi kørte ud for at finde en camping for natten og endte på en KOA med hottubs. Iben havde sin hånd pakket ind i plastikposer og dyppede sig også. Der var også et dansk ægtepar på pladsen, de første danskere vi har set i lange tider.
