Vi vågnede op til en flot varm og solrig dag i parken. Alma og jeg gik den pænt lange gåtur hen for at registrere os ved Rangeren, det kan camp hosten ikke klare og så betale for en nat mere, da vi allerede syntes vi havde fundet en lille perle. Der oppe var de ved at få slået græs og ordnet området af nogle flinke mænd i organge t-shirts, som vi hilste pænt på. Jeg var noget overrasket da jeg så der på bagsiden stod "Inmate", troede faktisk det var levn fra gamle dage(og amerikanske film!). De havde også været nede ved campingpladsen og ordnet nogle af pladserne og Jesper sagde der var nogle folk som havde været ved at ville snakke med dem, men blev bedt af sheriffen og at blive væk. Det er stadig meget brugt. Man indgår en aftale med fængslet og får klaret det arbejde man ikke selv har mulighed for at lave pga. nedskæringer osv.
Vi skulle ud på gåtur og startede derfor med at starte bilen:)!
Vi kørte hen til starten af Winter Falls Trailhead en tur på omkring 3-4 km. Hele turen omkring The Trail og Ten Falls var 8,6 miles, for lang for os, når Almas ben lige pludselig svigter.
Området er tempereret regnskov og helt ufattelig smukt. De har brune /sorte bjøne, men de er ikke kommet ned omkring vandfaldene.
Pause ned ad bakken. Hele området brændte omkring 1920'erne og er genplantet i 1930'erne for at kunne bevare vandfaldene, så træerne er trods deres størrelse ikke mere end 80-90 år gamle.
Familen ved Winter Falls.
Der kom meget vand gennem vandfaldene stadig. De får ingen sne her om vinteren.
Alma i den flotte grønne natur.
Der var stadig trods deres unge alder nogle store træer.
Regnskoven stod tæt og vi fik snakket en masse om at vi bestemt skal se Randers Regnskov når vi kommer hjem............og vi skal i Salling og have frøsnappere:)!
Her står vi under Middle North Falls. Vi syntes det var vildt at kunne stå under et vandfald.
Solenstråler gav en smuk regnbue som Iben og Jacob fik øje på.
Her samme vandfald lidt på afstand.
Lower North Falls.
Her nåede vi til Double Falls, der er et mindre vandfald inden det store.
Vi kravlede ud mod vandfaldet
og nød at blive sprøjtet lidt på, samt at samle lidt sten og træ.
Turens hovedfotograf skulle selvfølgelig også forvies foran parkens længste vandfald.
Familien i Regnskoven.
Lige kort efter vi havde siddet på stein og taget klager Alma over hendes ben og bukser. Jeg bukker mig ned for at rette på dem, da Jesper råber " kan I komme væk, flyt jer, kom nu væk!!". Jeg stamper i jorden tager Ama og løber lidt hen ad stien, da jeg troede der var en bi efter os. Jesper blev stående med Iben og Jacob lidt tilbage og siger " så I den ikke, det er for pokker en slange!". Nej det gjorde vi ikke. Sådan står vi et øjeblik da der kommer nogle på vores siden af stien som jeg så fortæller der er en slange på stien. Åhh, det gør ikke noget, vi er fra Florida, vi er vant til store slanger, vi skal nok fjerne den for jer:)! Og så sparker de den ind i skoven igen! Jamen hvordan skal det dog ikke gå på vores tur til Florida:)!! Og iøvrigt har de ingen giftige slanger i Oregon.........
Vi klarede hele turen rundt, altså den vi havde planlagt, dog med sidste stigning med Alma på ryggen og tog ned til området hvor man måtte svømme.
Der blev soppet med mere og mere tøj af.
Til sidst måtte badetøjet på. Jacob havde smidt det hele og var temmelig ligeglad med de få blikke han fik, men fik det alligevel på i en fart.
Det var koldt men man kunne lige komme op og varme sig på asfalten.
Der kom en lille pige på 3 år, som meget gerne ville lege og snake, så der blev øvet lidt engelsk.
Jacob skulle lige dyppes lidt, til stor fornøjelse for pigerne.
Tilbage på campingpladsen lavede vi perlefigurer med nogle nye opskrifter vi vil sende til Diane.
Der blev lavet bål om aftenen og ristet en enkelt skumfidus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar